Projektledelse

Har du en idé, men mangler du værktøjerne til at føre den helt i mål? På dette kursus lærer du at gå fra idé til handling med konkrete værktøjer til projektledelse, planlægning, kommunikation og struktur – så du bliver bedre til at få ting til at ske.

Edutasia CA Projektledelse 1080Px

Kursets indhold

Projektudvikling og gennemførelse (AMU 45987)

Gode idéer har vi alle sammen. Måske får du dem under bruseren, på cyklen eller midt i en forelæsning. Men forskellen på en god tanke og en reel succes handler sjældent om selve idéen, den handler om gennemførelsen. Om at lære at tænke projektorienteret og faktisk føre sine idéer helt i mål.

På dette kursus medbringer du selv idéen. Vi lærer dig alt det andet. Du får helt konkrete værktøjer til at sætte mål, lægge realistiske deadlines og skabe overblik over opgaverne. Du lærer at kommunikere dit projekt skarpt, så andre ikke bare forstår din idé, men også ved præcis, hvad der skal til for at nå i mål. Vi arbejder med effektiv delegation, fastholdelse af overblikket og kunsten faktisk at få lukket og afsluttet et projekt ordentligt.

Du bliver klædt på med den helt rette projektterminologi. Det gør det markant lettere for dig at indgå i studiegrupper, projektarbejde og udvalg, fordi du hurtigt afkoder de fagbegreber, der går igen overalt.

Vi dykker ned i både traditionel og agil projektledelse og fylder din værktøjskasse med redskaber, du kan tage i brug med det samme. Og bonus? Mange af værktøjerne virker lige så fantastisk på din egen personlige opgaveplanlægning og studiehverdag som på store projekter. Uanset om du står over for et konkret projekt nu og her, eller du bare vil være skarpere til at strukturere din tid, er kurset som skræddersyet til dig.

Underviser:

Adam Bindslev fra Edutasia ApS. Adam er en erfaren ledelses- og projektledelsesunderviser med flere års praksiserfaring, end han selv har lyst til at indrømme. Tidligere deltagere beskriver hans undervisning som uformel, engagerende og helt "nede på jorden".

Praktisk information:

Kurset består af én fysisk undervisningsdag, som finder sted på den fremviste dato. Herudover består kurset også af en periode med asynkron undervisning, hvor man som kursist har mulighed for at forberede et personligt projekt, som der vil tages udgangspunkt i den fysiske dag.

Konkret information vedrørende undervisningens form i den asynkrone periode, bliver tilsendt efter endelig tilmeldelse.

Tid og sted

24. november 2026
kl. 8.30-16.00 | Tilmeldingsfrist d. 9/11

CA Aarhus
Hans Hartvig Seedorffs Stræde 6-8, 3. sal
8000 Aarhus

Sådan tilmelder du dig

Tilmeldingen foregår i fire enkle trin:

  1. Klik på "Gå til tilmelding"
    Start din tilmelding ved at klikke på "Gå til tilmelding".
  2. Bekræft dit CA-medlemskab
    Herefter skal du bekræfte, om du er medlem af CA, og endnu ikke har gennemført en bachelor.
  3. Åbn vores guide til Voksenuddannelse.dk
    Når dit CA-medlemskab er bekræftet, skal du tilgå vores trin-for-trin-guide til tilmelding på voksenuddannelse.dk
  4. Følg guiden og gennemfør din tilmelding
    Følg guiden trin for trin og gennemfør din tilmelding på voksenuddannelse.dk. Det er vigtigt, at du gennemfører hele processen, så din tilmelding bliver registreret korrekt. Du skal desuden ikke tage højde for egenbetalingen, som er dækket af CA, hvis du er medlem og ikke har gennemført en bachelor.